Gammel kærlighed ruster ikke

Jeg bliver altså så glad i hovedet, når jeg cruiser ud i sommerlandet i min gamle bil. Og kan jeg lige få en veninde med, så går snakken og med vind i håret og kaffe i retrotermokanden suser vi ud på de små landeveje, mens vi lytter til fuglekvidder eller god musik i radioen.

Den første veteranbil, vi købte, var en Ford A Sedan fra 1930.

Vi (jeg) faldt over den i Den blå Avis. Jeg blev helt vild, jeg måtte se det køretøj, som stod i Sabro. Jeg ringede til den flinke mand, som desværre måtte skuffe mig med, at den næsten var solgt til en mand, som skulle komme dagen efter og købe den. Jeg blev derfor nødt til at stikke sælgeren en nødløgn, for jeg kunne mærke at jeg skulle se (have) den Ford. Jeg sagde til sælgeren, at vi lige tilfældigvis stod og skulle til Århus i et andet ærinde og derfor meget gerne lige ville komme forbi og se den fine bil. Nu kunne det kun gå få langsomt, jeg fik Steen med og vi fór ad Århus til.

Og jeg siger jer, det var forelskede ved første blik med den Ford A, den var så fin. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men jeg overtalte sælgeren til at jeg var nødt til at have den bil. Og sådan gik det. Dagen efter kørte vi derned og hentede den, sammen med Bente og Gunnar i deres Mercedes med trailer. Vi havde madpakke med og det blev en fantastisk tur.

Jeg var stolt som en greve